Endnu en boganbefaling. Denne gang “Det unikke menneske” af Barry M Prizant. Jeg er svært begejstret for, at forfatteren til denne bog om autisme er professor i logopædi. I det hele taget er det super interessant, hvor meget tættere på indsatsen omkring autisme logopæder er i USA i forhold til de gængse danske forhold.
Det er ikke, fordi der er meget nyt på spil i bogen, der er fra 2016, men den er en opsummering af 40 års forskning og arbejde indenfor feltet. Bogen fremstår vedkommende og meget praksisnær. Ikke i forhold til den logopædiske indsats men fordi den rummer rigtig mange eksempler på, hvordan forskellige mennesker med autisme kommunikerer og opfatter begreber, dialog og samspil. Hovedbudskabet er, at adfærd hos mennesker med autisme ikke er bizar, tilfældig eller mærkelig, men er en funktionel kommunikationsstrategi til at cope med en uforudsigelig verden. Og det er vores vigtigste opgave som medmennesker at se, følge og forstå, hvad der ligger bag.
I bogen beskrives tidligere tiders fokus på træning af øjenkontakt og socialitet, og hvorfor disse metoder og træning af følelsesbegreber ud fra billeder ikke er virksomt.
Der er et længere afsnit om ekkolali, både om revurderingen af opfattelsen af, at ekkolali tidligere ikke blev anset som ægte kommunikation, og hvordan det nu bruges som læringsstrategi og med et socialt udviklingsmæssigt formål.
Som professionel, der arbejder med børn med autisme, gør et særligt afsnit indtryk. Nemlig afsnittet om hvilke menneskelige kompetencer der er brug for i dette arbejde. Uanset om du er logopæd, psykolog, lærer eller pædagog er det først og fremmest vigtigt, at du kan se og følge barnet. Dernæst at du er empatisk, undersøgende, har humor, er analytisk og er fleksibel og åben, så du bedst muligt kan agere udviklingsstøttende. Endemålet er med Prizants ord at være “et menneske der fatter det”, så hele familien støttes. Som en mor citeres for i bogen “de mennesker, vi satte mest pris på, var dem, der aldrig dømte os. Dem der slog følge med os på rejsen”. Og det er netop, hvad bogen også rummer. Mange overvejelser og beskrivelser af at være forældre til at barn med autisme, at skulle kæmpe, glædes, sørge og søge fællesskaber og forståelse på en og samme tid. Vi professionelle ved det jo godt, men jeg kan kun opfordre til at læse forældrekapitlet en gang imellem for at huske på og anerkende og ikke falde i forråelsesgryden, men bevare respekten for det unikke menneske
