Man mister ikke noget ved at løfte og bekræfte. Man gør bare verden større
Alle ved intuitivt, at det er udviklingsstøttende og hjælpsomt for børn at blive bekræftet, når de gør noget, som vi synes er godt. Det er adfærdsregulerende og skaber god stemning, når vi ved at rose barnet, hjælper det til at agere hensigtsmæssigt. Og det føles dejligt indeni at blive set og anerkendt, for den man er, og for det man gør. Det samme gælder for voksne. Vores hjerner higer efter at høre til, at have en plads i gruppen, ja i verden, og for at føle os værdsat. Men for mange voksne er det langt fra naturligt at sige til andre, når de gør noget godt. ”Det føles helt forkert, for du er jo ikke et barn. Du ved jo godt, hvornår du har løst opgaven”, var der engang en, der sagde til mig. Nej jeg er ikke et barn, men jeg er en voksen, for hvem præcise bekræftelser og nænsomme anerkendelser er vigtige. Både at give og få. Til og fra mine kolleger, familie og venner, samarbejdspartnere i institutioner, trængte forældre og studerende, der nervøse leverer alt, de kan, til en eksamen.
Jeg er heldig at være en del af en kultur indenfor Marte Meo-verdenen, hvor der lykkeligvis for mig er mange, der lige giver det ekstra, det er, at sende positiv feedback. For noget tid siden holdt jeg et oplæg på Marte Meo foreningens årsmøde, hvilket i sig selv gav mig lidt hjertebanken med alle de kloge tilhørere. Og det var en stor glæde at nogen af sig selv i den anledning gav mig positive tilbagemeldinger. Det giver mig lyst til at gøre mere. Det giver mig mod og tro på, at det, jeg gør, er godt nok – ligesom med børnene. Og jo mere specifik og kærlig min feedback er, des nemmere er det for mig at vide, hvornår og hvordan jeg gør det godt både som menneske og fagperson.
Jeg ønsker mig en medmenneskelig kultur på arbejdspladser, i familier og vennegrupper, hvor flere tillader sig selv at se og bekræfte andre i deres gøren og væren. Hvor det er naturligt og glædeligt – både for afsender og modtager – at sætte ord på, hvorfor du er en god kollega, en dejlig ven og en elsket del af gruppen. Man mister ikke noget ved at se, løfte og bekræfte andre mennesker – man gør bare verden større.
PS. Tænker du ”Sikke dejlige tilbagemeldinger Stine har fået. Vi vil da også høre hendes oplæg om autisme, kommunikation eller Marte Meo” så er der stadig mulige datoer i 2025.
